Det er sent i september og i Adventdalen udenfor Longyearbyen mødes efterår og vinter. Tundraen er dybrød, fjeldene har et nyt lag puddersne på toppen. Årstiderne på Svalbard lever sit eget liv. Det er vinter, efterfulgt af endnu en vinter, et øjeblik af sommer og så efterår. Sådan danser dagene, ugerne og månederne på 78 grader nord og er du første blevet glad for denne dans, er det vanskeligt at slutte. Vanskeligt at forlade Arktis.

På et højdedrag i Adventdalen, omtrent 10 km udenfor Longyearbyen, bor Karina Bernlow med hele Green Dog familien. Manden Martin, børnene Styrk (7 mdr), Saga (2), Storm (9) og Freja (11), 275 slædehunde og 12 guider. Det er en stor bedrift denne familie driver, men der er så slående lidt som minder om netop det. Her bor der først og fremmest en børnefamilie; her er der klatrevæg, trampolin og legetøj som ligger spredt. Cykle, ski og hundeslæder i børnestørrelse. Der er ugegamle hvalpe og nogen som er lidt ældre. På et tag har far Martin bygget et sørøverskib og nu i sommer en sørøverborg. Fra taget er der udsigt ind i hundegården og videre ind i evig arktisk vildmark, fjeld, sne og tundra. En 12 meter lang rutchebane bringer dig i susende fart ned igen fra borgen. Det er et paradis for børn og en farveklat i det golde landskab. Midt i alt dette tager familien imod omtrent 10.000 turister årligt – deres egen gårdplads er udgangspunkt for ture med hund året rundt.

Da vi kommer på besøg en tidlig lørdag formiddag, står Karina ude på gårdspladsen og vugger barnevognen med Styrk på 7 måneder. Der er sne i luften og usædvanligt vindstille. Vi glæder os sådan til at høre mere om Karina og familiens liv i Arktis. Heller ikke Karina skal undgå spørgsmålet som Guro og Monings stiller til alle: Hvad er meningen med livet? Men først og fremmest skal vi med lille Saga og se de nyeste hvalpe som hun stolt viser frem og så må vi hilse på lidt flere hunde (her er der nok at tage af). Der logres og bjæffes på alle kanter og midt i det hele står Karina og er så utroligt smuk. Vi lurer lidt på lige prævis det: hvordan hun kan være så utroligt smuk i enkelt friluftstøj! Der har vi antageligt et tricks eller to at lære, tænker vi, før vi finder kameraet frem. Når Guro og Monings er på tur er det nemlig sådan at vi helst bare har et enkelt kamera med, som vi skiftes til at bruge, og ingen af os vil egentlig tage billeder, vi vil helst bare snakke! Måske er det lidt underligt at to fotografer har det sådan, men sådan er det: første skal der snakkes og nu vil vi finde ud af hvordan familien endte lige præcis her. Vi sætter os på en bænk langs husvæggen ved siden af hinanden og mærker sneen ramme vores pander, med ujævne mellemrum. Et par turister kommer for at varme sig på en kop kaffe, men ellers er her uvirkeligt stille. Styrk sover i vognen ved siden af os.

Historien om Martin og Karina, som begge oprindeligt kommer fra Danmark, startede i Grønland. Martin var med i den danske Sirius patrulje, som er det danske militærs tilstedeværelse i Nordøst Grønland. Seks måneder om året, var Martin ude på patrulje med 11 hunde,ski på fødderne og en makker. 15 år gammel var Karina skoletræt, så hun pakkede sin rygsæk og flyttede op til sin far, som da fungerede som distriktschef i en lille, isoleret bygd på østkysten af Grønland. Karina rejste tilbage til Danmark for at tage sin studentereksamen, men Grønland havde gjort noget med hende. Hun ville tilbage! Karina fik job som kok på en ødemarksstation, pakkede endnu engang sin rygsæk og rejste tilbage til Grønland. En dag kom Martin forbi og lynet slog ned i dem begge. En halvanden meter høj bunke med kærestebreve og to år senere flyttede de sammen i den lille bygd, Ittoqqortoormiit.

Vi var helt sikre på at vi skulle blive der altid, siger Karina.

Så kom ungerne, først Freja og så Storm og med dem kom også begyndelsen til enden på tiden i Grønland.
-Forholdene var desværre sådan at vi måtte se os om efter en anden skole. Vi begyndte at se os om efter andre steder at bo. At bo et andet sted end i Arktis var aldrig et alternativ. Martin havde tidligere boet på Svalbard og læst på UNIS, så derfor blev det et naturligt valg at søge tilbage hertil. Karina ser op og peger omkring sig:

– Da dette sted blev til salg, forstod vi at, jo, vi skal til Svalbard.

I begyndelsen af november for syv år siden står Karina og Martin med en unge hver på armen udenfor det som er deres nye hjem. Her bor 50 hunde fra tidligere og ellers ligner pladsen ikke meget det, den idag er blevet til. Det er bælgmørkt, november er starten på den næsten 3 måneder lange polarnat. Flyttelæsset skal først komme nogle uger senere,der er ikke indlagt vand og huset har knap nok elektricitet. Karina beskriver den første tid på Svalbard som et mildt chok.

-Det føltes som om jeg levede i en osteklokke de første måneder. Nogle af nabohytterne opdagede jeg først, da foråret kom. Men jeg er sådan en som tænker at ”det går nok”. Pludselig havde jeg nye venner og alting blev rent bogstaveligt lysere. Jeg syns at vi har skabt et rigtigt fint sted. Jeg er utroligt stolt af det vi har bedrevet. Det har været enormt vigtigt for os at skabe et sted, hvor alle er velkomne, hvor der er meget liv.

Karina voksede op med megen skov omkring sig. Efter 20 år i Arktis er hun ikke helt så begejstret for skov længere.
– Men jeg elsker simpelthen naturen heroppe! Nogen finder den brutal, enkeltheden i Arktis. Jeg synes det er så skønt! På en god dag kan vi se 100 kilometer bort. Her er ikke noget menneskeskabt. Og stilheden. Det er fantastisk.

-Hvad nu hvis nogen kom og sagde til dig at du skulle pakke alt sammen og flytte til København om en uge, hvad ville have skræmt dig mest ved den tanke? Funderer vi.
– Svigermor! Kommer det uden betænkning fra Karina. Vi ler, så tårerne triller,alle 3!
”Kan vi skrive det?” får vi presset ud mens vi stadig ler så meget at vi er ved at tisse i bukserne.
– Ja da, ler Karina, hun læser sikkert ikke jeres blog alligevel.
Men fra spøg til alvor. Karina ved hvad det er hun ikke vil have fra det moderne liv i Danmark.
– Trafikken, støjen og alle menneskene. Jeg har det ikke godt med alt for mange mennesker omkring mig, det stresser mig. Det jeg så godt kan lide ved Longyearbyen er at alt har sin faste plads, om I forstår. Det er småt og overskueligt. Vi slipper for at tage så mange valg, der er bare en enkelt madbutik, ikke. Det holder. Der er frihed i ikke hele tiden at måtte tage så mange valg.

Og lige præcis her, rammer Karina en nerve hos Guro og Monings. Hvad er det som gør at livsglæde og sundhed er proportionalt omvendt med velstand? Gør alle valgmulighederne og velstanden os syge?
– Ja, det tror jeg. Jeg tror det handler om at vi må turde at gøre livet lidt enklere, stresse ned, skrælle væk. Det er lidt enklere at leve heroppe, men kun lidt. Svalbard er jo et samfund med alle moderne faciliteter, selvom det er øde. Longyearbyen er top civiliseret og med det har stress også sneget sig ind. Selvom vi lever herude i vildmarken, kan vi mærke stressens klamme hånd, men vi er bevidste om at den ikke skal få alt for godt fat på os. Det er en væsentlig forskel fra Grønland, sådan var det ikke der. Da levede man en dag af gangen. Det savner jeg.

Vi bliver siddende i stilheden en stund alle 3. Et par hunde gør i det fjerne, manden Martin går frem og tilbage over gårdspladsen, Styrk sover endnu. Det virker som om at det er tid til det store spørgsmål.

– Meningen med livet tror jeg helt enkelt handler om at få det bedste ud af den tid, man er her. Mit store drive i livet er at give. At sørge for at menneskene omkring mig har det godt. Jeg tror på den buddhistiske tankegang om at alt det gode du giver ud det kommer tilbage i en eller anden form. Hvis alle mennesker gav noget godt, ville verden blive et bedre sted. At være mor er også en stor meningsfuld enhed for Karina. Fire børn er ikke noget man bare får for sjov, det er kærlighed og et dybt ønske om en stor flok der har bragt dem til verden.

Vi bliver siddende et øjeblik og stirrer ud i luften, alle tre. Denne plads er så præget af børnene – og af hundene. Der er ingen tvivl om at de små tobenede og alle de firbenede har formet dette sted. Karina fortæller om Storm, der har været pirat siden han var to år. Nu er han ni og stadig pirat. Det er klart at pirater må have både sørøverskib og egen borg! Men det er ikke sikkert at have en far som fører drømmen ud i livet og specielt ikke på en plads der er så øde at materialerne ikke kan købes i et byggemarked, længere nede af vejen.
– At bo her uden børn springende rundt, ville have været meningsløst, siger Karina. Noget af det bedste jeg ved er børn, som sidder og plasker i en vandpyt med mudder fra top til tå.

Guro og Monings tænker meget på hvilken slags barndom vi giver vores egne børn. Vi beundrer virkeligt det liv Karina og Martin har valgt for deres familie. Børnenes ro er slående. De er så jordnære og tilstede. Så, hvad tænker Karina om barndom anno 2018- og en barndom i Arktis?
-Heroppe giver jeg mine børn meget af det, jeg selv fik som barn. Men jeg føler jeg må beskytte mine børn meget mere mod ydre påvirkninger end hvad min mor måtte, da jeg var barn. Det er lidt af en kamp, faktisk. Jeg syns det er så ulideligt trist at vi ødelægger vores børn – og barndommen- med alle de digitale ting. Det bedste jeg kan lære mine børn er at lege. Det er faktisk den vigtigste opgave jeg har som mor, at sørge for at mine børn får masser af tid til at lege. Og ikke mindst give dem tid til at kede sig! Det er så kort tid børnene er børn og det er så kort tid jeg faktisk ser dem, da de jo er i skole og i børnehave som andre børn, og den tid skal ikke gå med tv og tv spil.

Hvad er det bedste ved at være mor?
– Åh, der er så meget! Karina ler og øjnene lyser af kærlighed.
– Det allerbedste er når dagen er gået og det har været en fin dag og alle er kommet i seng. Når jeg så sidder i sofaen og ved at alle har haft en god dag, så er jeg lykkelig. Og så elsker jeg at se mine unger le og lege med hinanden. Det er det hele værd; nætterne uden søvn, dagene hvor huset er helt bombet og køleskabet er tomt.

Børnene hører til her. Storm har allerede bestemt at han vil overtage Green Dog, når han bliver stor.
– Meget skal gå galt, før vi flytter herfra. Vi har alt hvad vi behøver og ønsker os. Naturens gang. Lyset. Frihed. Tid. Hele den pakke. Det er det, der er Svalbard for os.

Tiden sammen med Karina denne lørdag formiddag er gået alt for hurtigt. Vi skal videre på bådtur til Pyramiden og taxaen som skal køre os tilbage til Longyearbyen, tuder i hornet. Vi knuseklemmer hinanden og siger på gensyn og tak – tak, fordi vi altid føler os så velkomne. Sikke en gave, siger vi i kor mens taxien suser tilbage til byen, sikke en gave at blive kendt med så herlige mennesker. Alle har en historie at fortælle, tænk at der alene i vores lille land findes 5 millioner af dem. Fem millioner helt unikke historier. Det er sådan noget der gør at vi får lyst til at tilsidesætte alt andet og bare møde folk. Det er faktisk det bedste vi ved.

I marts til næste år skal vi på hundetur med Green Dog i tre dage. Tænk lige på det! Tænk at det sker fordi vi var så heldige at møde Karina. Og så slår en tanke ned i os: Tænk på alt det som kommer til at ske og som vi ikke aner noget om endnu. Fordi helt almindelige mennesker viser sig at være helt ekstraordinære når vi bliver kendt med dem.