– Mor, siger han. – Nu ser jeg virkelig frem til det. Jeg ville ønske, at vi kunne bo der for evigt. Lover du at vække mig, inden vi lander? Jeg må også se, hvordan det ser ud fra himlen. Så falder han i søvn. I mit skød. På vej til deres tredje besøg på Svalbard. Han deler skødet med lillebroren, der faldt i søvn i flyet, da det startede. Selv er jeg bange for at slappe af. Bange for at gå glip af det øjeblik, hvor midnatssolen griber flyet og fortæller os, at vi er på vej mod nord – der, hvor vores hjerter længes til konstant.
Det er blevet lidt sådan, at vi er nødt til at rejse dertil igen og igen for at bekræfte, at det virkelig findes. Det magiske land på den ekstreme pol. Selvom vi bærer det i vores hjerter og har hundredevis af billedbeviser, er det så langt væk fra vores hverdag langt syd på fastlandet. Længslen så stærk.
Det findes.
– August, nu er vi her. Den otte-årige vågner med et sæt. Under os er massive bjergområder dækket med sne og is. Jeg har oplevet denne indflyvning mange gange, men alligevel kan jeg ikke gøre for det; tårerne siler, også denne gang. Den otteårige klemmer næsen ind mod flyvinduet. Han kan heller ikke gøre for det.
Midnattssol, højt på himlen, som var det tid til morgenmad, byder os velkommen, da vi forlader flyet klokken to om natten. Også den friske, klare luft. To dybe indåndinger af denne renhed og straks falder kroppen til hvile. Her oppe bliver sindet klarere, når systemet langsomtgør sig klar til at lande, langt væk, fra alt det der minder om stress og besvær.
På Svalbard fungerer logistikken mellem lufthavnen og byen meget enkelt. Når der lander et fly, ankommer flybussen. Samme chauffør på alle mine fem besøg indtil videre. Blid som en lærke, helt uberørt af at det er midt om natten. Drengene finder deres solbriller og spekulerer på, hvorfor i al verden vi må tage på hotellet for at sove nu. De er klar til eventyr!
Den næste dag vågner jeg først. Jeg trækker gardinerne til side, og den andægtige følelse fra flyet et par timer tidligere, vender tilbage igen. Bjerge med deres hvide snestriber fortæller, at årstiderne er tæt forbundet. Som for at minde dig om, at tingene går slag i slag her. Otte uger adskiller midnattssol og mørke. Seksten uger om året skifter døgnet på 78 grader nord. Resten af tiden er det enten eller.
I to hele dage står solen højt på en skyfri himmel. Den skinner for os på vandreture i Adventdalen den ene dag og på hundevognstur den tredje. August finder et fossil, som han vogter over som en kronjuvel. Ludvig fotograferer rensdyr. Livet er i vatter, og vi formår at være tilstede sammen, her og nu.
På den fjerde dag venter den udfordring, vi har været mest spændte på. Vi bestiger Sukkertoppen (371 m over havets overflade) og derfra går vi videre ind i bjerget over sten og gletsjer. – Første mand! råber lillebror og indser hurtigt, at han ikke får nogen konkurrence. Storebror har brug for tid på denne tur; flere gange må han sætte sig ned for at nyde udsigten. Min flok bliver tungere og tungere med sten formet som hjerter, så det går heller ikke hurtigere med mor op ad den stejle bjergside. Toppen er til sidst nået – på toppen af verden føler vi os super stærke og frie!
Den sidste dag går turen til Barentsburg med båd. I havnen mødes vi af en trappe med 264 trin der fører op til byen. Igen forsøger Ludvig en “første mand” og spæner afsted. August og jeg spekulerer og spekulerer på, hvordan det er at bo her. Et lille samfund på knap 500 indbyggere, hvor de fleste af indbyggerne tilbringer dagene langt, langt inde i fjeldene. Du må have nerver af stål, tænker jeg, mens Ludvig synes det er “sygt cool”, og August spekulerer mest over, hvordan det er at være barn her.
At reise med børn er at måtte være parat til hundredevis av spørsmål, som du ikke umiddelbart kan svare på. Vi grubler og googler og kommer altid hjem lidt klogere end da vi rejste. At se verden gennem et barns øjne er at få en ny mulighed for at se den for første gang. At reise med børn er at måtte være årvågen og forudseende, altid have rygsækken fuld af tørt tøj og chokolade, være guide og motivator. At rejse med børn er en enorm berigelse.
“Landet som ikke er,” sa Kåre Tveter. Han malede ingen af sine billeder på Svalbard, men bragte det fra hjertet over på lærredet. Hans ord er på samme tid både for store for mig og fuldt forståelige på en gang. Vi spørger jo ofte: – Findes du virkeligt, Svalbard? I marts rejser vi tilbake for atter at bekræfte. Så vil landet være sådan som Tveter bar det med sig i sit hjerte; i uendelige nuancer af hvidt. På gensyn, siger vi, med stor taknemlighed.
