Som slæderejsende møder du sandheden om en æra af selve livet. Du begiver dig ud på en del af din livsrejse som enspænderen, der har brændt alle broer til samfundet, og mærker undervejs både livets kulde, dets rastløse søgen, dets skønhed og glæder i en stærkere/mægtigere form. Og som en døende drømmer man også på slæderejsen om, hvad der kommer, når turen er slut. Konstant er den med dig i det lange spor – denne følelse af overensstemmelse mellem kanerejsen og livet, og derfor bliver kanerejsen noget ganske andet end andre rejser: en afklaring, en ro ved – måske for første gang – at have mæt og direkte kontakt med det den sande funktion af at leve, og kun det/intet andet. En glæde over, hvor smukt og nemt det er at rejse på denne spændende livsrejse, hvor du konstant drages mod det ukendte af din medfødte, stærke opdagelsestrang, din lyst til at opleve nye ting, finde gåder og deres løsning.