Som slæderejsende lærer du sandheden at kende i en epoke af livet selv. Du rejser en del af din livsrejse som den ensomme, der har brudt alle broer til fællesskabet af, og føler undervejs både livets kulde, dets urolige higen, dets skønhed og glæder i forstærket form. Og som den døende drømmer du også på slæderejsen om det, der skal komme bagefter, når turen er slut. Bestandigt er den hos dig i det lange spor – denne følelse af overensstemmelse mellem slæderejsen og livet, og derfor er det, at slæderejsen bliver noget ganske andet end rejser i almindelighed: en afklaring, -en synken til hvile ved -måske for første gang -at have fuld og direkte kontakt med den sande funktion at leve, og med intet anden end den En glæde over, hvor smukt og enkelt det er at færdes på den spændende livsrejse, hvor du uophørligt drives frem mod det ukendte af din medfødte, ubændige opdagertrang, din lyst til at opleve nyt, finde gåder og gåders løsning.