Bilbo

Ud og hjem igen

Bilbos store eventyr

Se skisporet går og går og går
Fra det begyndte ved mit hus,
Nå må jeg følge sporet, hvor
Det snor seg fremad, hvis jeg tør
Forfølge det på ivrig fod
Indtil vi når et større sted,
Som mange stier iler imod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.

5. Februar forlod jeg og mine to venner, Anna og Anders, Green Dogs trygge hjem med lune hundehuse på stribe, Bolterdalens hjemmevante fjeldsider og de mange glade mennesker der dagen lang kom for at klappe, fodre og lufte mig og de andre hunde. Vi drog ud i mørket i søgen efter de store eventyr, og der skulle gå tre måneder før jeg så mit hjem igen. Til den tid ville det være badet i forårssol og sneen begyndt at smelte, men nu var det endnu mørkt og koldt. På de tre måneder har jeg oplevet mangt og meget, og jeg skal her blot fortælle jer en lille bid, for vi kan ikke nå det hele. Jeg har desuden en slæde der skal trækkes og en flok hvalpe at lære op, så der er nok at gøre.

Bilbo

Fra Bolterdalen gik vi mod øst i februars smukke tusmørke, hvor solen ligger gemt under horisonten men i dagtimerne kaster sit indirekte lys henover de skarpe silhouetter af fjeldsiderne. Som Anna og Anders trak jeg min egen pulk med mit foder og udstyr, samt nogle af alle de ting, mennesker slæber med sig ud i vildmarken. Glad og stolt gik jeg afsted med halen løftet i vejret, for det at trække pulk og slæde er noget af det bedste, vi slædehunde ved! Vi nåede Rabotbreen og begyndte den lange, stejle og hårde opstigning til det store bresystem der dækker den østlige del af Spitsbergen. Heroppe ligner de sneklædte gletchere bølger på et enormt hav, hvori de skarpe klippetoppe flyder rundt som isbjergene i fjordene. På denne tid af året kommer her hverken mange mennesker eller hunde og vi var derfor helt alene i uendeligheden af stilhed og natur, hvor man hurtigt føler sig meget lille.

Den ene morgen blæste det pludselig kraftigt op, og selvom Anna og Anders lige havde pakket lejren sammen, måtte de slå teltet op igen, imens vinden på kaotisk vis kastede rundt med det. Selv rullede jeg mig godt sammen i en kugle og dækkede min snude med halen, så jeg kunne holde varmen under min gode pels, og her lå vi så det næste døgn indtil vinden løjede af, imens Anna og Anders jævnligt sørgede for at jeg ikke blev begravet af de store snefaner, der blev dannet rundt om lejren.

Pludselig var der stille igen og jeg stak mit hoved op af sneen, der lå som en knækket æggeskal over mit hoved. Himlen var klar og dybblå med et kraftigt lilla og orange skær i horisonten, og ikke en vind rørte sig. Vi pakkede lejren sammen, spændte os foran pulkene og trak vores udstyr fremad i 5-7 timer som det hurtigt var blevet hverdag at gøre. Om aftenen lagde jeg mig godt til rette i sneen ved siden af teltet, spiste min mad med god appetit og nød at snakke med Anna og Anders der altid kom ud og så mine poter og led igennem og hilste på i løbet aftenerne.

Pludselig en dag stod solen op bag os og kastede sine lune stråler på sneen der funklede i lyset. Vi missede alle tre lidt med øjnene og stod en stund bare og nød følelsen af strålerne, der ramte ansigtet. Herfra går det jo hurtigt med at blive lyst – en del af magien heroppe – og den ene dag er 20 minutter længere end den forrige.

Vi besteg Newtontoppen – Svalbards højeste punkt – hvor der var udsigt til uendeligt med fjelde i horisonten og masser af bakker at lege på. Herfra gik vi videre mod nord, inden vi drejede mod vest gennem Atomfjeldenes sylespidse toppe og fortsatte over havisen hvor bjørnene bor, gennem lange dale og dybe slugte og op og ned ad stejle breer, hvis blå is hist og her stak op gennem den hvide sne. De mange strabadser og store oplevelser knyttede os tættere og tættere sammen, men tillid er også noget af det vigtigste derude, langt fra andre mennesker og hunde.

På vejen mod Ny Ålesund skulle vi op ad en stejl bre og pludselig var vi fanget mellem fjeldsiden og en dyb smeltevandskanal. Der var for stejlt at gå udenom, så i stedet blev jeg og alt udstyret firet ned ad smeltevandskanalens væg af is, og derefter hejst op igen på den anden side. Med poterne dinglende i flere meters fri luft følte jeg mig ikke videre stærk, men Anna og Anders fik mig godt op og jeg kvitterede med at slikke dem i hele ansigtet og derefter skynde mig væk fra kanten. Nogen isklatrer bliver jeg nok ikke foreløbig.

I Ny Ålesund nåede vi halvvejsmærket og begav os efter et par luksushviledage ad nye veje hjemad. Solen hang nu på himlen næsten døgnet rundt, og stille og roligt vandt foråret frem. Efter mange dage med temperaturer under 30 graders frost, nød vi alle tre det lunere vejr og alt det liv, der fulgte med. Jeg så pludselig ryper og havfugle flyve omkring os, sæler der solede sig på havisen og ikke mindst alle rensdyrene, der roligt græssede omkring os. I den lune forårssol kunne vi oftere og oftere dase den sammen udenfor, når vi kom i lejr, og jeg nød at tage middagslur sammen med mine to menneskevenner i eftermiddagssolen.

Da vi nåede Van Mijenfjorden i slutningen af april, tog tøbruddet pludselig fat og i de lune temperaturer begyndte sneen hurtigt at smelte. Vi satte derfor kursen hjemover, imens den ene plet tundra efter den anden dukkede op og fremtryllede planter der på magisk vis havde overlevet månedsvis under sneen. Pludselig duftede der af liv overalt, og jeg fik straks travlt med at gå på opdagelse med snuden, og nød samtidig at kunne finde små vandpytter, hvor jeg kunne stille tørsten. Nogle gange var vandpytterne dog så store at vi måtte igennem dem, og så fik både jeg og mine menneskevenner våde fødder.

4. maj kunne jeg med stor iver se mit hjem igen, og efter 90 dage på farten ledte jeg glad Anna og Anders ind i hundegården, hvor både mennesker og hunde tog festligt imod os. Det har været et kæmpe eventyr for os alle tre, som vi sent vil glemme. Den arktiske vinter er smuk, omskiftelig og eventyrlig, og den skaber et helt særligt bånd mellem mennesker og hunde.

Heroppe er naturen storslået og eventyret starter bogstavelig talt lige uden for hundehuset.

Del blogindlæg

Relaterede blogindlæg

Der hvor solen aldrig går ned
Blogindlæg

Hvor solen aldrig går ned

– Mor, siger han. – Nu ser jeg virkelig frem til det. Jeg ville ønske, at vi kunne bo der for evigt. Lover du at vække mig, inden vi lander?

Blogindlæg

Fantastiske Lotte!

Ved udgangen af 2018 havde vi besluttet os – vi ville adoptere en pensjoneret slædehund fra Svalbard og lade den flytte ind i vores hjem, et lille antal kilometer fra

Scroll to Top

Vanskelighetsgrader

SG1
Passer for alle
SG2
Passer for de fleste
SG3
Passer for de med normalt god form
SG4
Passer for de med over gjennomsnittet god form
SG5
Denne aktivitet krever veldig god fysisk form

Avbestilling

  • Ved avbestilling inntil 22 dager før aktivitet full refusjon.
  • Ved avbestilling 21-8 dager før aktivitet 50 % refusjon.
  • 7 – 0 dager før aktivitet regnes for en ”no show” og berettiger derfor ikke til refusjon.
  • Har man en reiseforsikring kan man søke forsikringsselskapet om refusjon mot legeerklæring.
  • Velger Green Dog å kansellere en tur, får du full refusjon!

Sværhedsgrader

SG1

Passer til alle

SG2

Passer til de fleste

SG3

Passer til dem med normalt god form

SG4

Passer til dem med over gennemsnittet god form

SG5

Denne aktivitet kræver meget god fysisk form

Afbestilling

  • Ved afbestilling indtil 22 dage før aktivitet fuld refusion.
  • Ved afbestilling 21-8 dage før aktivitet 50 % refusion.
  • 7 – 0 dage før aktivitet regnes for en ”no show” og berettiger derfor ikke til refusion.
  • Har man en rejseforsikring kan man søge forsikringsselskabet om refusion mod fremvisning af lægeerklæring.
  • Vælger Green Dog at annullere en tur, får du en fuld refusion!

Gavekort

Fyll ut skjemaet og motta informasjon om betaling og levering av gavekortet

Sign up for the newsletter

Sign up for our newsletter and receive news, exciting stories and offers directly in your mail. The newsletter will only be available in English.