Vi er to fotografer, som begge har ledt efter vores mission i livet. Eller meningen, om du vil. Mona valgte at blive sygeplejerske, Guro at blive lærer. Vi fandt begge en større mening ved at være noget for andre mennesker, men vi fandt os ikke til rette i systemerne. Omtrent på samme tid, uden engang at kende hinanden, hentede vi hvert vort kamera og fandt vores måde at gøre noget godt for mennesker – helt udenfor systemet.

Vi har gået forskellige, men på samme tid lige veje, før vi kom til en korsvej på samme tid! Siden den tid, som vi ikke nøjagtigt husker hvornår var, har vi gået sammen og fundet ud af at vores sjæle hører sammen. Livets mission, at sprede kærlighed, bliver endnu mere meningsfuld, når vi er to! Med et kamera og en pen synes vi, at vi kan gøre verden til et lidt finere sted. Sammen skal vi dokumentere dette mærkelige dødelige liv – på godt og ondt.

Guro og Monings er optaget af alt, hvad der er levende, fint, ømt og underligt. Hverdagslivet, det almindelige og det nære fodrer vores sjæle med mening.

I 1978 kom Mona til jorden og har siden da spekuleret på, hvor hun gik galt. Mona, eller Monings, som hun oftere kaldes, er uddannet kunstfotograf fra England og har arbejdet som fotojournalist i Afrika. Mona bor sammen med sin søn Olaf, alias Mini Assistant, i et lille, charmerende hus i Helgeroa. Fotografisk jonglerer Mona legende mellem klassisk portrætter, dokumentarfilm og kunstfotografering. Når Mona fotograferer, vimser hun kalveknæet rundt med sit lange røde hår flyvende ud i alle retninger, kameraet i den ene hånd, reflektoren i den anden og latteren runger jævnt. Det kan se ud som om der ikke bliver et eneste brugbart billede, men hver gang er både Guro og Mona overrasket over resultatet. Mona er kendt for sine poetiske tekster, som hun skriver til sine billeder, og i september 2018 udgiver hun sin første bog sammen med teamet i Dagdrømmerne. Døden besætter Mona, og hendes største drøm er at arbejde tæt på de døende. Der er så meget god hjælp at hente for at komme her til jorden, men der er et hul, som Mona håber at kunne lukke, når det kommer til dødsforløbet.

I 1981 ankom Guro på samme måde som Mona kom tre år før. Hele sit liv har hun mærket en længsel efter et sted, hun ikke ved, hvor er. Guro er uddannet fotograf fra Bilder Nordic School of Photography. Hun bor sammen med børnene August og Ludvig i Lørenskog. Guro leder konstant efter den rigtige ting i fotografering. For hende er mennesket komplet i sin perfekte ufuldkommenhed – og det er dette, hun ønsker at forevige. Guru’s tekster er hjertevarme og nære, og i foråret 2018 blev hun kendt som “Moren, der solgte iPaden” efter et indlæg i Aftenposten. Guro har et stort engagement for de børn, der vokser op i dag, og brænder for at frigive dem fra både skærme og det rodede systemgreb.

For fire år siden satte hun fod på arktisk jord for første gang, og hendes liv ændrede sig for evigt. Den stærke hjemlængsel tager en pause, når hun er på Svalbard. Så langt nord føler hun sig tættere på selve livskilden.

Vores almindelige slogan og mantra i livet er, at det vil være som det skal være. Når vi hviler i denne sikkerhed, sker der fantastiske ting. Prøv det.