Min datter Victoria og jeg tog til Svalbard i efteråret 2019 med et par venner. Jeg har altid kunnet lide hunde køring. Hundene der gør, farten og energien – alt det elsker jeg.
Stedet hvor pulsen automatisk sænker sig, når du ser de mægtige fjelde dukke op under indflyvningen – luften så frisk at det fryser i kinderne. Jeg var helt overvældet.

Naturligvis var hundeslædekørsel en av de aktiviteter vi havde besluttet at prøve mens vi var her.
Jeg har altid kunnet lide hunde køring. Hundene der gør, farten og energien – alt det elsker jeg.

Den dag var vi klædt godt på og jeg havde nok ikke i tankerne at netop denne dag skulle ændre vores liv. Ændre vores liv noget så drastisk. En ændring som jeg er evig taknemlig for i dag og jeg får tårer i øjnene bare ved at tænke over det, fordi jeg blir så glad.
Vi blev hentet af en glad og entusiastisk guide (Jan Hvizdal), der tog os med ud til Bolterdalen, lige udenfor Longyearbyen. Stedet hvor cirka 250 slædehunde bor. Green Dog.

På en lille bakke med en fantastisk udsigt over Bolterdalen, føler du dig virkelig velkommen. Der var så mange opplysninger og indtryk på en gang. Hundene, tøjskift, information om at vi faktisk skal køre hundevognen selv, noget jeg havde håbet på men ikke havde spurgt om.

Det første indtryk af så mange glade og sociale hunde er overvældende.

Jeg havde Victoria og en ven av hende, August, med i vognen – den frihedsfølelse du får af at stå på den vogn var helt speciel.
Ungerne hvinede – jeg stod bag på og tårerne trillede. Jeg forstod godt hvad min veninde Guro havde sagt om Svalbard. Jeg kan ikke helt sætte ord på det, man må bare føle det på kroppen selv. Jeg kan mærke at en del inde i mig bare må tilbage, jeg er ikke færdig med at udforske og opleve Svalbard.
Efter turen tog vi os tid til at hilse på mange af hundene og hvalpene. Vi fik serveret noget til at varme os op og jeg fik en hyggelig snak med Karina, en af stifterne af Green Dog.

Victoria var mest optaget af at snakke med hunden Kai. Jeg var mest optaget av at finde alle hundene med blå øjne. De isblå øjne på en husky som ser dig langt ind i sjælen.

Jeg vidste at Green Dog havde sit eget ompladseringsprogram for de ældre pensionerede slædehunde.
Det, jeg ikke vidste, var at vi skulle blive en så stor del af dette ompladseringsprogram.
Victoria ville ikke give slip på Kai. I et svagt øjeblik inde i hytten, siger jeg ganske selvsikkert: “Du kan jo adoptere Kai, når han blir pensionist!”
Victorias øjne lyste op. “JA!!!
Jeg sagde der og da noget – men inderst inde som mor tænkte jeg, “Det sker jo ikke”.

Selv arbejder jeg med opdræt af Yorkshire terriers så jeg har en enorm respekt for store hunde og i mine tanker var det ikke på tale at vi egentlig skulle tage en så stor hund med hjem.
Jeg spurgte Karina om hvornår Kai var klar til ompladsering, “Næste år” er svaret jeg fik. Jeg kunne mærke at det løb koldt ned af min ryg. Hvad havde jeg sagt højt. Var det her noget der kom til at blive en realitet alligevel?

Vi tog fra Green Dog med tårer i øjnene. Victoria snakkede om Kai så at sige dagligt i den første tid, jeg prøvede at dæmpe det for jeg vidste at det ikke kom til at blive nogen realitet. Hun nævnte det ugentlig, kiggede på billeder, spurgte ofte om vi skulle tilbage.
Jeg sendte et par emails til Karina om Kai. Vi havde planer om at tage tilbage til Svalbard i påsken 2020. Covid-19 satte en enkel stopper for det. Så livet fortsatte her på fastlandet. Foråret og sommeren kom og Victoria nævnte Kai et par gange. Jeg tenkte at jeg skulle sende endnu en email til Karina for at høre hvordan tingene så ud. Jeg fik et svar om at hun egentlig havde lovet Kai væk til en tidligere guide i Sverige. Lige der fik jeg et stik i hjertet. Nu kunne jeg mærke den følelse jeg havde prøvet at overse.
“Det går ikke” tænkte jeg. Kai skal hjem til os.
Hvordan skulle jeg sige det her til Victoria.

Der er nu gået et år siden vi mødte Kai for første gang.

Man kan jo undre sig over om det var skæbnen og forudbestemt at Kai skulle blive vores, Covid-19 havde stoppet guiden fra at hente Kai og Karina havde spurt om vi kunne overtage ham i stedet for. Guiden sagde ja.
Da jeg fik emailen om at Kai kunne hentes, både lo og græd jeg på samme tid. Jeg havde på det tidspunkt et valpekuld derhjemme og havde beholdt en hvalp som viste sig at have en alvorlig sygdom. Jeg var derfor på dyrlægeklinikken med en ni uger gammel hvalp som skulle aflives, da jeg fik beskeden om at Kai kunne hentes ASAP og jeg at måtte give en hurtig tilbagemelding.
Hvad gør jeg. Jeg græder for hvalpen, jeg græder for Kai. Jeg græder og tror i et øjeblik at jeg er blevet skør. Hvad i alverden har jeg sagt ja til. Hvad hvis den store hund ikke kommer overens med de små? Hvad hvis de små hunde ikke kommer overens med den store? Har vi plads? Har vi tid? Fornuften siger mig, at vi lever et aktivt liv alligevel – han må bare komme med på læsset uanset størrelse.
Du ved- man lever bare en gang. Kør på. Hej liv.

Du, Kai, kom til os en mørk november aften. Victoria vidste ingenting. Hun troede vi skulle hente hendes onkel fra arbejde på Gardermoen.
Det øjeblik hvor jeg så i Victorias øjne at hun forstod at det var Kai vi skal hente i lufthavnen – det kommer jeg aldrig til at glemme.
Glædes tårerne begynder at løbe nu. Jeg kan mærke at jeg får gåsehud.

Kai – hvordan havde vi haft det uden dig? Du var så velkommen og du blev taget imod med åbne arme af alle de små. Hele min familie er blevet betaget af denne hund.
Du er så sød, hyggelig, pruttende, lydig og bare verdens bedste Kai. Vi har på kort tid haft det så sjovt og vi kan slet ikke forestille os et liv uden dig. Kai har sin egen Instagram profil hvor man får et indblik i hans morsomme hverdag – happytail_kai

Med Green Dog familien og ompladseringsprogrammet, så har man et fællesskab os imellem. Jeg er blevet dybt engageret og hvis alt går i orden, så bliver der flere ture til Svalbard for at hente pensionist hunde på vegne af andre adoptivfamilier.

Hilsen Ingrid, Victoria, Kai og alle Yorkiedyrene.