”Eventyret venter den, som forstår at gribe det”. Citatet af Knud Rasmussen beskriver ganske nøje begyndelsen af mit eventyr på Svalbard. Før jeg drog mod Nord var jeg i slutningen af min værnepligt og var akkurat blevet optaget på Sergentskolen og havde min fremtid planlagt, men sådan skulle det ikke udmønte sig.
Starten på mit eventyr begyndte med et opkald fra min barndomsven Anders, som senere blev min kollega ved Green Dog Svalbard. Anders fortalte om hundene, vinter, slæde og de lange dage. Straks var jeg solgt. Inden længe befandt jeg mig på SAS 4496 med retning mod Longyearbyen. Da jeg sad der i flyet, tænkte jeg på, hvordan dette eventyr blot har ventet på, at jeg skulle gribe det.
Begyndelsen var hektisk og travl. Der er meget at lære i en hundegård, når man ikke er vant til det og aldrig har prøvet noget lignende før. Alt arbejdet er derimod interessant, varierende og giver mening, selvom dagene godt kan blive lange.
Jeg ankom på sommeren, hvor vejret er skønt og der ikke er helt så travlt som på vinteren, hvilket er ideelt, når det hele er nyt, og man hverken har oplevet snestorm eller polarnat før.
Midnatssolen på Svalbard varer fire måneder, hvor solen ikke går ned over horisonten, hvilket giver mulighed for fantastiske ture.
Familie der ejer Green Dog Svalbard, Martin og Karina og deres fire børn, Freja, Storm, Saga og Styrk, er herlige. De tager varmt imod mennesker fra hele verden, som har lyst at arbejde på deres hundegård. Deres fire børn bidrager til gårdens hyggelige atmosfære. Man ser dem ofte lege rundt omkring på gården, selv om vinteren i minus 20 grader, hvor gæsterne må passe på ikke at blive ramt af en snebold. For mit vedkommende har jeg også nydt meget af deres tilstedeværelse ved film i hytten, vandretur samt biografbesøg i byen.
Efter en periode på et halvt år begyndt jeg at guide ture i den arktiske vildmark. Ved Green Dog Svalbard har hver guide et ansvar for 30 hunde. De 30 hunde bliver ens bedste venner på ganske kort tid. Det meste af ens dag går med dem. Hver og en er fantastiske. De har hver deres personlighed og skal behandles og håndteres på forskellige måder. I den første periode tester de en af, for at se hvor ens grænse går. Man må derfor sætte sig i respekt og fortælle dem, hvem chefen er og ikke lade dem løbe om hjørner med en.
Man burde ikke får favoritter og behandle hundene forskelligt, men det er dog svært. For mit vedkommende var Mjød min store favorit, da han var min lederhund og netop ham, jeg arbejdede mest med. De fleste af turene jeg drog på, var han i led. Han foretrak at løbe alene i led, så det fik han naturligvis lov til. Han var nem at navigere gennem den arktiske slette. Mange af mine bedste minder og ture fra Svalbard var sammen med ham.
Selvom man jobber meget ved Green Dog Svalbard, har man dog også en del fritid. Jeg brugte en god del af min fritid på at være på tur. Ens baghave på Svalbard er ganske stor, så om man har lyst på hyttetur eller drage på fjeldet efter ryper, er der masser af muligheder for det.
Fællesskabet ved Green Dog Svalbard er noget særligt, da man bor og jobber sammen. Man får et nært og tæt forhold til sine kolleager. Alle kommer med forskellige forudsætninger og målsætninger, som endvidere gør arbejdspladsen mere interessant. Da jeg jobbede ved Green Dog Svalbard, havde jeg kollegaer fra blandt andet Slovakiet, Canada og Australien, så arbejdspladsen rummer mange forskellige nationaliteter, men alle har dog én fælles målsætning om at have de bedste hunde, og gøre alt for de har det godt og er tilpasse.
Tiden ved Green Dog Svalbard er gået ufatteligt hurtigt, men det siges den jo at gøre, når man har det godt. Jeg har fået med mig mange minder for livet. Jeg har virkeligt nydt min tid og fået mange gode redskaber med i bagagen til mine næste eventyr.
