I et slædeteam har hver hund sin plads.
Men nogle finder også en plads hos én selv.
Cheeky er ikke som andre hunde. Hun er slædehund ved Green Dog – men for mig blev hun så meget mere.
Jeg startede hos Green Dog i 2024 som handler og overtog senere mit eget team med 26 glade slædehunde. Allerede fra første dag var der én, der skilte sig ud. En lille rød dame med en charme større end hende selv. Hun vidste præcis, hvordan man fanger folks opmærksomhed. Gæsterne blev trukket mod hende, næsten uden at opdage det selv, og Cheeky tog imod al kærligheden, som om det var hendes livsmission.
En lille rød dame
Da sommeren kom, og jeg begyndte at tage på hikes med gæster, blev hun min faste makker. Over fjelde og gletsjere, i sol, tåge og sne. Hun var altid glad, nysgerrig og kærlig over for alle, hun mødte.
Men sommeren bragte ikke kun gode minder.
Et tab og en trøst
Jeg mistede min bedste ven derhjemme. Allison – min lille Shetland Sheepdog, som jeg havde haft siden jeg var 15. Hun havde været med gennem de svære teenageår, gennem op- og nedture, gennem alt. Hun blev syg, og kun to uger efter jeg sidst havde holdt hende i mine arme, måtte jeg sige farvel.
Der er en særlig tomhed, når man mister en hund, der har været en del af ens liv så længe. Og midt i den tomhed var Cheeky der. Det var, som om hun vidste det. Som om hun kunne mærke sorgen uden at få den forklaret. Hun blev roligere, tættere. Bare hendes tilstedeværelse gjorde det lidt lettere at være i.
Indenfor og udenfor
Jeg begyndte at tage hende med ind i hytten. Hun faldt hurtigt til – og skilte sig endnu en gang ud. Hvor de fleste slædehunde foretrækker kulden og deres eget hus, havde Cheeky andre planer. Hun elskede sofaen og sengen, helst lige præcis der, hvor man selv skulle sidde. Udenfor var hun en energisk og stærk trækhund. Indenfor forstod hun noget andet: ro, nærvær og hygge.
Otte hvalpe
Senere blev hun mor. I januar fik hun 8 hvalpe – 4 røde piger og 4 brune drenge. Jeg fik lov til at have dem hos mig de første uger, og det føltes som en gave. At få lov til at være en del af deres start, passe dem og følge deres første skridt. Jeg blev en stolt “bedstemor”.
Cheeky balancerede det hele med en ro, jeg ikke havde forventet. Hun kunne trække sig tilbage og holde øje på afstand, men så snart de kaldte, var hun der. De små lignede hende allerede, især de fire røde piger, som hurtigt begyndte at styre det hele i hvalpegården. Som mor, så døtre.
Farvel – og et mirakel
Cheekys brødre er Hooligan og Trouble – og det lever hun op til. En tidlig morgen klokken 3 var jeg ude og tisse, og hun gik frit, som hun plejer. Normalt sidder hun ved døren bagefter. Men den morgen var hun væk.
“Cheeky?”
Bag hytten så jeg hundespor – og rensdyrspor. Åh nej.
Iført gummistøvler, natbukser og en alt for stor jakke tog jeg riflen og fulgte sporet. Kilometer efter kilometer. Kulden bed, og stilheden var tung. 12 kilometer senere, i enden af Bolterdalen på vej mod Scott Turner – en gletsjer, vi laver slædeture til – var jeg tæt på at give op. Så så jeg det. En lille rød prik.
Der var hun. Heldigvis er hun en meget dårlig jagthund.
Tiden gik, og en beslutning begyndte at fylde mere og mere. Jeg har besluttet, at det nu er tid til at søge ind på dyrlægestudiet – ellers kommer jeg aldrig i gang. Hvis jeg tog endnu et år på Svalbard, ville jeg blive. Fanget af hundenes glæde, naturen og livet deroppe.
Men det betød også farvel.
Farvel til teamet. Farvel til Svalbard. Og sværest af alt – farvel til Cheeky.
Hun var ikke længere bare en del af teamet. Hun var min. Min bedste ven, min makker, min ro. Om vi var højt oppe i fjeldene, på ski ned ad bakkerne, på slæden gennem dalen eller i de stille stunder i hytten – så var hun der. Altid.
Jeg turde ikke spørge, om jeg måtte få hende med hjem. Hun er en ung slædehund og havde stadig mange arbejdsdage foran hende. Men en dag kom chefen og spurgte, om jeg havde hendes vaccinationsbog. Jeg kiggede undrende. Hvis Cheeky skulle med mig hjem, skulle jeg i gang med forberedelserne.
Jeg var helt tom for ord.
I dag er jeg bare taknemmelig. Taknemmelig for, at jeg får lov til at tage hende med videre ind i næste kapitel. Det bliver godt at have en turkammerat – en at komme ud i naturen med, når studielivet fylder.
Hun er én af mange fantastiske hunde i teamet.
Men for mig er hun den, der fulgte med videre.
Tusind tak Green Dog for Cheeky.
