Nogle gange rejser man afsted for at finde én ting, men kommer hjem med noget, man aldrig havde set komme.
For mig var det sted Svalbard.
Jeg forelskede mig i Svalbard for mange år siden, men da jeg vendte tilbage i 2026, var det af en dybere grund. Efter flere svære år havde jeg mistet meget af min energi og selvtillid. Jeg havde brug for tid alene til at finde tilbage til mig selv.
Måneden på Svalbard blev min egen “Spirit Walk” – en rejse tilbage til mig selv.
Og et sted på vejen fandt jeg Hestra.
Jeg deltog i en tredages hundeslædeekspedition med Green Dog og kørte sammen med Adam og ti hunde, heriblandt Hestra.
Hun skilte sig straks ud. Mens de andre hunde gøede, trak i selerne og hylede af begejstring, mens de ventede på at komme af sted, lagde Hestra sig ganske enkelt ned for at slappe af – næsten som om hun himlede med øjnene over al virakken.
Men da slæden begyndte at bevæge sig, vågnede hun til live. Hun løb hurtigt, trak hårdt og gav alt, hvad hun havde. Hun elskede at arbejde! Når vi holdt pause, krøllede hun sig gerne sammen ved siden af mig for at få lidt nus og nærvær.
Hun var rolig, kærlig og helt sig selv. På mange måder var hun min diametrale modsætning. Jeg er en person, der altid har hundrede ting i gang, mens Hestra tilsyneladende kun havde tre prioriteter: arbejde, god mad og hygge.
Da ekspeditionen var ovre, satte jeg hende tilbage i hundegården og råbte på hende.
Hun kom løbende direkte hen imod mig.
Der vidste jeg, at jeg ikke kunne rejse fra hende. Mens jeg stadig var på Svalbard, mødtes vi nogle gange i Longyearbyen for at lære hinanden bedre at kende og knytte et bånd.
Livet på fastlandet
Tre måneder senere flyttede Hestra hjem til Bergen sammen med mig. Alt var nyt for hende – trapper, spejle, græs, træer og blomster. Lidt efter lidt opdagede hun sin nye verden, og vi lærte hinanden rigtig godt at kende.
I dag er Hestra min firbenede eventyrmakker. Som turleder i DNT, Den Norske Turistforening, koordinerer jeg turgruppen “Hundevenner på tur”.
Hestra har blitt en svært dyktig turlederhund og gjør seg bemerket hvor enn vi går. Hun blir også med på løpeturer, fjelleventyr og turer til DNT-hytter.
Hun har stadig slædehundens ånd i sig. Hun kender kommandoerne “gii” for højre og “ha” for venstre, og jeg bruger dem stadig, når vi løber eller er på tur i fjeldet. Hun er allerlykkeligst, når hun får lov til at arbejde.
Derfor ønsker jeg, at hun kan bevare de færdigheder og den arbejdsglæde, hun havde som slædehund, samtidig med at hun udforsker sit nye liv sammen med mig. Da der ikke altid er nok sne i Bergen, får hun derfor lov til at trække bildæk.
Jeg rejste til Svalbard for at finde mig selv.
Jeg fandt min selvtillid, energi og tro på mig selv igen.
Og et sted på denne rejse fandt jeg også Hestra.
Jeg rejste til Svalbard for at finde mig selv – og kom hjem med Hestra.
