Fotografer og forfattere

Tre dage. Seks piger. En guide. 28 slædehunde. Uendeligt landskab i hvidt og pastel.

Dette er historien om, da Ida, Ingeborg, Anette, Barbro, Guro og Monings rejste på en tre-dages hundetur på Svalbard. Om, da verden tog en pause. Om latter, kuldegrader (chillfaktor 35 for at være nøjagtige), stilhed, rim i overskægget, hundebæ og nordlys.

Det er fredag morgen i Arktis. Vi bliver hentet af Marcel, der skal være både guide og bodyguard (det lyder hårdt, ikke?) I de næste tre dage. Vi kaster hver vores taske bagpå bilen, og Longyearbyen forsvinder bag os. Eventyret venter!

Vi får en introduktion til hundeslædekørsel, seler hundene på slæderne og bag os forsvinder verden. Det er som om intet andet eksisterer. Lyden af slæderne, ringlen fra 28 hundehalsbånd og den øredøvende tavshed er alt der er tilbage. Det er magisk at køre et hundespand. Det kilder i sjælen. Hundenes poter rammer sneen så stille med al deres kraft. Det høres ikke. Det er som om vi flyver.

Første stop er en isgrotte. Vi klatrer ind i en lille åbning i gletsjeren. Dernede lyser isen blåt i pandelygten. En ren blå farve. Nogle mennesker har denne farve på deres øjne. Ellers er det sjælden, denne titusind år gamle farve fra isen. Vi når slutningen af hulen. Lige i bunden af isen står vi 30 meter under jorden. Skal vi slukke pandelygterne og se, hvor mørkt det virkelig er her? Spørger Marcel. Det gør vi. Så står vi der med øjnene åbne og ser intet. Vi er bare og tager det ind. Det er som om den gamle is deler al sin visdom med os der i mørket. Vi tænder pandelygterne igen og klatrer op og ud til dagslyset og den unge sne. Hundene byder os velkommen tilbage.

Efter frokost er vi tilbage på mederne, og næste stop er Foxdalshytten, hvor vi skal sove den første nat. Vi har ingen idé om, hvad der venter os. Her er ingen elektricitet, intet vand. Et værelse og køkken har aldrig været en mere præcis beskrivelse. En køjeseng, nogle bænke og en brændeovn. Euforien griber os igen. Dette, dette er alt, hvad vi har brug for. Så enkel, at følelsen af lykke føles i hver celle.

Så kommer aftenen. Vi er syv mennesker, der sover i den lille hytte. Der er lige præcis plads. Stearinlysene pustes ud, og vi sover. En eftermiddag med snak, latter, vådt uldtøj og roser på kinden er forbi, nu høres kun den knirkende ild i ovnen.

Guro og Monings er begge typen som tisser mange gange om natten. I 30 minus på Svalbard er ingen undtagelse. Det er helt mørkt inde i den lille hytte. I en time ligger vi og føler, at vi skal tisse og tror, at alle de andre sover. Tilfældigtvis kravler vi begge ud af soveposen på samme tid for at gå på dasset og forsøger at være så stille, som vi nu kan. Da vi står midt på gulvet, støder vi ind i hinanden og gisper! Vi gør alt, hvad vi kan for at kvæle latteren, der bobler op. Bedst ikke at vække hele rejsefølget bare fordi vi skal tisse! Vi finder hver vores pandelygte og skynder os ud i nattekulden. Frosten bider os i kinden, da vi åbner døren. Konturerne af den majestætiske Svalbardnatur skimtes i mørket, og sneen knitrer smukt under vores fødder.

Hundene er helt stille derude. Så er der i det mindste ingen isbjørne som sniger sig rundt om hyttevæggen. Det havde været god timing med bamser midt i tisse-pausen.

Vi sidder der og tisser. Pandelygten lyser ud i mørket. Prupp! En lille glad fis slipper ud. Nu er det ikke muligt at holde latteren tilbage mere! Vi griner og griner. Forsøger at være stille. ”Åh, Guro!” Hvisker Monings gennem latteren: ”Jeg ELSKER livet!” Guro griner og smiler derefter så pandelygten ryster. Sådan er livet bedst. På et udendørs das på Svalbard med døren på vid gab i minus tyve. Så føles livet godt!

Den næste morgen vågner vi op til frosne vinduer. Vi skraber nogle is og rosafarvede bjerge med en solstrimmel væk, der siger god morgen til os. Du kender den følelse af ikke helt at vide, hvor du er, når du lige vågner? Dem, hvor sekunderne før du husker … og det ikke er en drøm, men rå virkelighed lige ind gennem den lille åbning i vinduet. Marcel fyrer i ovnen, vi seks andre klæder os på, mens vi stadig har soveposen omkring os.

Ny dag med hvid vildmark venter!

Allerforrest kører Marcel med sit store spand på ti hunde. Han har fuld kontrol. Fascinerende interaktion mellem mand og hunde. Gee-How! Korte kommandoer, der betyder højre og venstre. Hundene lytter i en lille brøkdel af et sekund. De er så enige, han og hundene. Elegant.

Bag ham kører han Barbro og Ingeborg. De bruger ikke bremsen, kaster bare ankeret ud, når der er brug for en nødbremse. Så kommer vi og bagpå kører Ida og Anette. Ida har kørt hundespand før, så med disse to går det glat.

Nu kører Guro og Monings sidder på . Marcel stopper foran og løfter armen som et tegn på, at vi alle burde stoppe. En lille pause. Her må der være en mulighed for en lille selfie, synes vi. Guro hiver handsken af (i denne kulde skal det gå hurtigt) og finder mobiltelefonen frem. Læner sig frem for at tage et billede, og så sker det! Hundene bevæger sig og tager af sted. Ooooooooaaaaaaaa! Guro skriger, da hundene løber, og hun klamrer sig fast. Forbliver hængende på maven et stykke tid. Forestil dig Bridget Jones i tre lag tøj og en overdimensioneret kedeldragt på toppen, liggende og hylende og purrende efter et hundehold i rasende hastighed. Ja, så ser du cirka billedet for dig. Med guiden over bord kan du tro, at Monings blev forvirret,da hun sad der på en slæde i fuld fart uden nogen bag roret. Forestil dig Fedtmule i den fritkørende campingvogn i tegneserien fra barndommen, så ser du også det billede for dig !! Heldigvis stoppede Marcel hundeteamet, før de nåede nordpolen, så det gik godt. Vi tog ikke flere selfies. Resten af turen holdt vi godt på både slæden og hundene, kan du tro. Helt glat gik det ikke , men ingen dyr eller mennesker blev skadet. I eftertiden har vi indset, at Marcel er en meget tålmodig mand!

Endnu en dag blir til aften, og stjernerne vises på himlen. Denne aften tilbringer vi i en lidt større hytte, vi sidder mætte og salige i sofaen og ser ud af vinduet.

Pludselig er det der, nordlyset. Det grønne stjernestøv, det guddommelige englelys. Ingen kirke er nødvendig her. Du bliver så højtidelig. Det føles så helligt. Vi ligger på ryggen i sneen i for store overalls og tager det ind. Det føles så nært. Som om lyset danser lige deroppe over os. Næsten så det stryger vores kinder. Et øjeblik tror vi, det kommer og henter os.

Ordet Arktis kommer fra det antikke græske Articos, som betyder den store bjørns land, har vi hørt et eller andet sted. Det kommer faktisk ikke fra isbjørnen, men fra stjernebilledet Store Bjørn, der kan ses på den nordlige himmel. Når vi ligger på ryggen i sneen på den nordlige halvkugle og ser op på stjernerne, er vi så overvældede af det faktum, at vi er her, midt i den store bjørns land og kun er små mennesker i vores tid. Nordlys er så tidløse, så magiske og så mystiske. Denne aften er det så stærkt og intenst, som vi aldrig har oplevet det før.

Hvad er det med Svalbard og den rå natur, der gør os næsten besat og gør at vi er nødt til at vende tilbage igen og igen? En længsel. En stemning. Lyset. Kulden. Stilheden. Farverne. Når vi er ude i denne natur, vildmarken, er det som om vores sanser vågner til live igen. Som om noget klikker på plads og vi bliver hele mennesker igen. Vi bruger sanserne på en helt anden måde her i isen. Vi er til stede. Følger med. Er i live.

Det er som om vi undrer os over, om Svalbard ligner en følelse snarere end et sted. ”Det land, der ikke er,” sagde maler Kåre Tveter om Svalbard. Du er nødt til at rejse dertil for at forstå, hvad han mente. For det er bare sådan det er.

Det er næsten så vi ikke står op den tredje dag. Vi ved, at eventyret snart er forbi. I vores hjerter vil vildmarken banke videre for evigt, i taknemmelighed og dyb ydmyghed.

Tusind tak, Green Dog Svalbard AS og super guide Marcel for dage, vi aldrig vil glemme. Tak, Ida, Ingeborg, Anette og Barbro, for at være netop de, der kom med på denne rejse. Vi kunne ikke have ønsket bedre rejsekammerater! Minder for livet ridset ind i sjælen.

Del dette blogindlæg

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email

Relaterede blogindlæg

Scroll til toppen

Sværhedsgrader

SG1

Passer til alle

SG2

Passer til de fleste

SG3

Passer til dem med normalt god form

SG4

Passer til dem med over gennemsnittet god form

SG5

Denne aktivitet kræver meget god fysisk form

Afbestilling

  • Ved afbestilling indtil 22 dage før aktivitet fuld refusion
  • Ved afbestilling 21-8 dage før aktivitet 50 % refusion
  • 7 – 0 dage før aktivitet regnes for en ”no show” og berettiger derfor ikke til refusion.
  • Har man en rejseforsikring kan man søge forsikringsselskabet om refusion mod fremvisning af lægeerklæring.
  • Hvis Green Dog vælger at aflyse en tur, får du fuld refusion!