Klokken er syv om morgenen og lige så punktligt som altid, skubber Deltas våde snude til min kind, med et blik som inderligt siger “Stå op, det er morgen, og jeg vil have mad”. Der er ikke tid til at slumre. Han slår mig utålmodig med sin ene pote, før han omsider bryder ud i klagesang. Jeg tvinger mine øjne op og helt tæt på mit ansigt står han der, vores sorte lille skønhed: Delta og smiler med halen. Som i triumf snurrer han et par gange rundt om sig selv, når han indser, at hans plageri nok engang gav bonus. Selv undrer jeg mig over, hvordan jeg fik lært en hund – som i udgangspunktet aldrig gøede- at bruge netop det som en torturmetode, hver evig eneste morgen. Triumfdansen gør, at den seneste tilføjelse til familien, en fem år gammel grønlandsk blanding, der indtil for nylig boede og arbejdede som slædehund hos Green Dog, får mulighed for at hilse på. Ritter – altid et skridt bag Delta – snakker løs som om hun bare lige må fortælle os, hvor meget hun savnede os i løbet af natten. Endelig er det morgen, og dagen kan begynde. Men hvad skal man finde på… Måske en tur? Mad? Hygge? Hun er ligeglad, så længe hun fornemmer kærlighed.
Så hvordan blev de en del af vores familie? Jeg havde aldrig troet at det ville være så berigende med en hund. Delta – også en tidligere Green Dog – kom til os for lidt over to år siden, efter at han blev diagnosticeret med en sygdom, der fik ham til at gå på pension. Ritter blev en del af pakken for bare et par måneder siden. For doven til at trække slæden, men en perfekt tur ven. Stærk, nysgerrig og glad! Hundene er to vidt forskellige væsener med forskellige sind, men fælles for dem begge er den gode socialisering, de har med sig. Ritter flyttede lige ind og accepterede sin nye familie. Delta var lidt skeptisk, da han pludselig skulle dele sin opmærksomhed med en anden.
På en rundvisning i Longyearbyen i turistsæsonen charmerer de sig gennem gågaden med en horde tyskere bag sig, og de elsker det. Ritter smider sig på ryggen og venter på at blive kælet, mens Delta vælger sin egen turist, der kan give ham opmærksomhed og nærhed.
Med to gode adoptioner tvivler jeg på, at jeg nogensinde vil vælge en anden måde at få mig en hund på. Vi er sluppet for hvalpetrinet og kan nyde Svalbard-naturen med de to bedste tur kammerater, man kan få.
Taknemmelige for det indendørs liv, men samtidig aktive og trækvillige, indtager de den ene fjeldtop efter den anden. Jeg kan ligeså godt indrømme med det samme at det er mig, der er det svageste led i flokken.
Og vi, Jerry og jeg, er så utrolig taknemmelige for, at Karina og Martin havde tillid nok til os til, at vi fik lov til at overtage Delta og Ritter.
Så tusind tak for at vi fik lov til at være en del af jeres vidtstrakte hundefamilie!
Ingrid Ballari
