At arbejde som handler eller guide for Green Dog Svalbard er et givende arbejde, men det kan være fysisk udmattende, især i begyndelsen. Hvis du tidligere har arbejdet som hundeslædeguide, vil du vide, hvad du kan forvente. Hvis du er ny i det hele, er du enten fit eller kommer i form inden for de næste par uger.
Alt afhængigt af om du starter som handler og måske senere bliver guide eller som guide fra starten (og måske også lejlighedsvis “handler”), vil jobbet være ganske forskelligt. Handlere tager sig af det daglige arbejde i kennellen. De muger ud ved hundene, fodrer, forbereder mad og tager sig af en lang række praktiske opgaver. De er uerstattelige i forhold til at holde en kennel med 300 hunde kørende og de kan gøre guidens arbejdsdag en del lettere, hvis han viser dem den respekt de fortjener for det hårde arbejde, de udfører.
Som guide er man ansvarlig for 30 hunde, der spænder fra 20 kg Alaskan huskies til 40 kg tunge grønlandshunde og blandinger mellem de to racer. Dette involverer masser af mugen ud og fodring med løft af tunge spande/dåser til morgenmad, snacks og middag (og vand om sommeren), pleje af sår,medicinering og meget mere. En guide tager sig af op til 8 gæster og tager ud med 4 slæder på egen hånd på ture som varer fra et par timer og op til 3 dage. Guiden tager sig af gæsterne hele vejen fra afhentning i byen og til de bliver afleveret igen og er ansvarlig for at få dem klædt i varme dragter/huer /handsker; guiden briefer gæsterne grundigt og sørger for dem undervejs på slædeturen. Guiden forsyner gæsterne med mad /kaffe/cookies ved stop, leder dem gennem isgrotten eller over en gletsjer og leverer dem tilbage i byen i èt stykke.
Selvom hundene er enormt venlige og sociale, kan de være noget af en håndfuld, når de bliver ophidsede, og man må undertiden træde til, hvis de kommer op at slås. Således kan det undertiden være lidt af en kamp at få to ad gangen til slæderne uden at havne med ansigtet i sneen. Men at finde sin yndlingshund og at slæde i det fantastiske landskab i Bolterdalen, er det hele værd og mere til.
På Svalbard er det vigtigt at man bærer en riffel (og en signalpistol) til isbjørnebeskyttelse, når man kører slæde eller vandrer, men forhåbentlig behøver man aldrig bruge den. Der er en skydebane i Longyearbyen og man bliver undervist i, hvordan man bruger riffelen (og hvordan man holder den i god stand). Det er sjovt gå på skydebanen med sine kolleger efter arbejde, for at øve.
Et andet vigtigt værktøj er en GPS til at navigere i dårlig synlighed (snestorme eller tåge) og til at hjælpe med at finde vej i den polare nat (svært at navigere, når man ikke kan se landemærker).
Indkvartering tilbydes på stedet ved kennelen (10 km uden for Longyearbyen) og kan variere fra basale, men hyggelige hytter (enkelt eller delt, med elektricitet og et køkken, men ikke rindende vand) til delte hytter med rindende vand. Man henter vand til madlavning på kennelen, vasker tøj der og tager en tur med kollegerne til byen for at tage et brusebad i gymnastiksalen. Longyearbyen leverer alt, hvad man har brug for og mere til, og samfundet er utroligt indbydende. Derudover virker det som om at der er en ny festival/begivenhed i byen hver måned.
Karina og Martin er fantastiske chefer, der passer godt på deres handlere og guider og Svalbard er et fantastisk smukt sted. Dyrelivet er forbløffende og der er intet bedre end at se din første isbjørn, polar ræv eller hvalros og det komiske, kortbenede Svalbard-rensdyr er både morsomt at se og lækkert at spise.
