Hej, mit navn er Marcel, og jeg er fra Slovakiet. Hunde har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske, men for omkring ni år siden stjal slædehunde fuldstændig mit hjerte – de ændrede mit liv for altid. Efter gymnasiet følte jeg mig fortabt, ligesom mange andre.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville have ud af livet. Jeg arbejdede som IT-administrator, men jeg følte mig aldrig tilfreds. I seks år var baggrunden for min arbejdscomputer et snedækket bjerglandskab med et slædehundespand. Hver dag stirrede jeg på det billede og drømte om noget mere.
Alt ændrede sig, da jeg mødte Emma – som nu er min forlovede. Med hende ved min side fandt jeg modet til at jagte det liv, jeg kun havde forestillet mig. Jeg sagde mit job op, solgte alt, hvad jeg ejede, og med vores fem sibiriske huskies pakkede vi vores liv ind i en pickup truck og kørte nordpå til Lapland. Vi tilbragte to uforglemmelige år der og levede det liv, vi havde drømt om. Men inderst inde holdt jeg altid fast i ét hemmeligt håb – at nå hele vejen til Svalbard.
Jeg har altid ment, at man skal vælge sin vej, ikke bare acceptere den, man får. Og den tro bragte os hertil, til verdens nordligste by.
I dag bor og arbejder vi på Svalbard, omgivet af vilde landskaber og de hunde, vi elsker. Disse hunde er virkelig utrolige – de beder om lidt, men giver så meget. Jeg føler mig heldig hver dag over at leve dette liv ved deres side. Jeg vil gerne dele en del af dette liv med jer – for at give jer et glimt af livet heroppe og vise jer, hvad der gør Svalbard og hundeslædekørsel så specielt. Måske vil det også vække noget i jer, ligesom det gjorde i mig. For sandheden er: ingen drøm er for langt væk, og intet sted er for vildt, hvis det føles som hjemme.
